
Deltag i den demokratiske samtale
Valgplakater og valgprogrammer er lige på trapperne. Her kommer to forslag til, hvordan du kan styrke dine evner til at deltage.
Nyhed
Tid til vigtige samtaler
I Byens hus har du hele året mulighed for at deltage i og styrke demokratiet.
Om lidt vil valgplakater og valgprogrammer være en del af hverdagen, og vi har en særlig anledning til at sætte tid af til vigtige samtaler om vores demokrati.
”Vi ved at samtaler fremmer forståelsen, og derfor er vi som demokratihus optaget af at lægge hus til mange forskellige slags samtaler,” siger Kathrine Krone Laurent, der er leder af Byens hus og fortsætter:
”Ét eksempel vi ofte trækker frem er #Tankevæggen”, hvor vi hver måned stiller et nyt spørgsmål og glæder os over hver gang at få mange vidt forskellige svar. Et andet eksempel er Demokrati Fitness, hvor vi kan træne de muskler eller evner, der er gode at styrke, når man gerne vil deltage i et demokrati”.
Lige nu er spørgsmålet på Tankevæggen: ”Hvad repræsenterer Kommunalvalget for dig?” og mange har allerede svaret.
Ved Tankevæggen deler du en tanke, indsigt eller refleksion og får samtidig muligheden for at gå på opdagelse i andres. Tankevæggen er også et godt værktøj til at overveje andre tanker og skabe en indre dialog, inden du inviterer til dialog. Måske en delt tanke kan gøre dig klogere på andres perspektiv?
Hvor finder jeg Tankevæggen?
Du kan finde Tankevæggen i Medborgerskabet, der står udenfor Byens hus og er åben hele døgnet. Kig forbi, læs de andre sedler og skriv selv én, når du vil. På den måde vil en anderledes samtale opstå – uden at man mødes ansigt til ansigt, men stadig bliver klogere på andres tanker.
Demokrati Fitness
Demokrati Fitness er et andet eksempel på deltagelse. Her er du i direkte dialog med andre deltagere, hvor Tankevæggen er åben for deltagelse på samme sted, men ikke nødvendigvis på samme tid.
Demokrati Fitness giver os mulighed for at øve os på at deltage sammen.
”Demokrati kommer ikke af sig selv, det er noget der skal aktiveres”

Lige nu er der planlagt to muligheder for at træne dine demokratimuskler inden valget og to muligheder efter valget. Kom kl. 17.00 – træningen starter kl. 17.30 og tager 30 minutter. Det er for alle fra 15 år og opefter, så tag gerne din ven, kollega eller et familiemedlem med.
Du behøver ikke vide noget på forhånd - hverken om demokrati eller om fitness. Dagens Demokrati Fitness Træner hjælper dig igennem en række øvelser, som er designet til at styrke din evne til at deltage aktivt i demokratiet - både til hverdag og til fest.
Demokratiet styrkes, når vi deltager i det, drager omsorg for hinanden og er med til at udvikle vores samfund. Men demokratisk deltagelse kræver øvelse i at lytte aktivt, bruge sin stemme, danne og udvikle holdninger, udforske uenigheden, mobilisere hinanden og finde frem til gode kompromiser i en hurtig hverdag.
Tak fordi du deltager.