WALKING LANDSCAPES

10 kunstnere vandrer. Én kunstner hver dag i 10 dage. I 12 timer vandrer de mellem bymidten og Sct. Hans området og inviterer dig til at følge med – i landskabet eller på live-stream, hver time.

Opdagelsesrejser i Roskilde

Kunsten har altid forholdt sig til natur og landskaber, men hvordan forholder nutidskunstnere sig til landskabet, klimaforandringer, nedbrydelse af naturen og en ændret bevidsthed om vores egen rolle?

Hver dag, mellem den 9. og den 18. september, er du inviteret  på opdagelsesrejse. 10 vidt forskellige kunstnere, tager os med til gemte og glemte steder på en rejse ind i natur, myter, stemninger, fænomener og hemmeligheder.

 

 

"De 10 kunstnere har en særlig relation til Roskilde. Med dette i rygsækken udforsker de landskabet ud fra hver deres kunstneriske disciplin. Der bliver arbejdet med performance, lyd- og billedkunst, dans, fortælling, arkitektur, tegning, skuespil og samskabelse... Vi inviterer dig med! Du kan deltage fysisk, eller hjemme fra sofaen." Marie Berthelsen

Kalender - hvilken dag, hvilken kunstner?

9. september - Billedkunstner Regitze Engelsborg Karlsen

Billedkunstner Regitze Engelsborg Karlsen indsamler materialer mens hun vandrer og afslutter hver time med at skabe en skulptur.

Mere information om Regitzes vandring

10. september - Performance/Billed/Lyd-kunstner Astrid Randrup

Lydkunstner Astrid Randrup undersøger gravens landskab. Hun skaber en sanselig vandring, som forbinder liv og død.

Tid og mødested: Kurhusvænget på Sankt Hans kl.14.45. Slutter ved kapellet kl.16.15.

Mere information om Astrids' vandring

11. september - Danser Anna Caroline Kristensen

Danser Anna Caroline Kristensen kalder sin vandring: Vandkrop/Jordkrop. Hun undersøger vandet på ruten fra Byens hus til Sct. Hans.

DELTAG: Hele vandringen kan opleves online, eller publikum kan slutte sig til på den yderste spids ved kysten af Kællingehaven kl. 15.15. Tilmeld dig på tlf. 29297327. Læs mere på linket nedenunder

Mere information om Anna Carolines vandring

12. september - Skuespiller Lars Bom

Skuespiller Lars Bom fortæller gode historier om samspillet mellem geografi og psyke.

DELTAG: Du kan opleve vandringen online. Roskildensere der har lyst til det, er velkomne til at møde op 12.50 i Folkeparken, hvor der (også) afholdes Naturens Dag. Du kan også vandre med fra kl. 18 i Boserup Skov, hvor Lars mødes med børn og forældre fra Roskilde Musiske skole. Vi vandrer gennem Boserup Skov ud til Lerskrænten, hvor der er en bavn på stranden foran skrænten. 

Mere information om Lars' vandring

13. september - Skuespiller Helene Kvint

Skuespiller Helene Kvint vandrer i grusgravene omkring Roskilde sammen med sin bror, som finder sit eget liv gennem træernes liv.

DELTAG: Mød Helene og hende bror fra kl. 18.00 til 20.30 ved Naturhytten i Hedeland, Herredsfogedvej 25, 4000 Roskilde. Der vil være mad og mulighed for at se det største mammuttræ i Hedeland. Skriv PM via Facebook, hvis du vil med:  https://www.facebook.com/helene.kvint/

Mere information om Helens vandring

14. september - Installations- & Performancekunstner Charlotte Grum

Performancekunstner Charlotte Grum undersøger, hvordan tilværelsen ville se ud, hvis mennesket var natdyr? Hvordan taler nattens landskab til os som kroppe og mennesker? Og hvilket landskab taler? Hvem og hvad bebor nattens habitat? Du er inviteret med til at tage del i det stof, natten er gjort af.

DELTAG: I tidsrummet kl. 18 til kl. 6 vil mennesker og dyr kunne deltage i vandringen hvert halve klokkeslæt, hvor Charlotte vil passere slottets indgang. Det kræver ikke tilmelding. Du kan deltage blot ved at møde op ved ”Slottet”, Bistrup Bakke 5, kl. 18.30, 19.30, 20.30, osv. frem til kl. 5.30 og koble dig på vandringen.

Mere information om Charlottes vandring

15. september - Arkitekt Gunilla Sine Rasmussen

Arkitekt Gunilla Sine Rasmussen er klimabekymret. Hun vil på sin vandring med udvalgte folk undersøge hvordan vi kan forandre vores fælles kultur, normer og værdier, så vi sætter naturgrundlaget før os selv.

DELTAG: Det er muligt at deltage i den afsluttende ceremoni ved at møde op på Fjordstien nord for Sankt Hans Vest kl. 17:45 (breddegrad: 55.6571/ længdegrad: 12.0559)

Mere information om Gunillas vandring

16. september - Danser Antoinette Helbing

Danser Antoinette Helbing vil gå en rute med steder der vækker minder. Hun vil undersøge hvilken latter disse steder fremprovokerer.

DELTAG: Som afslutning på vandringen inviterer Antoinette kl. 19.00 til en fælles latterkoncert ved Musicon. Undervejs inviterer jeg Roskilde Latterklub til et fælles latterøjeblik ved Byens Hus. Mere info om tidsplanen følger.

Mere information om Antoinettes vandring

17. september - Billed/Installations-kunstner Aske Kraul

Billedkunstner Aske Kraul vil undersøge forbindelsen mellem filosofiske forståelser af bevidsthed/fantasi og oplevelsen af sted/natur.

DELTAG: Aske arrangerer en tværfløjtekoncert i naturens rammer af Rasmus Schæffer Christensen. Nærmere info følger.

Mere information om Askes vandring

18. september - Forfatter og tegner Jakob Fälling

Forfatteren Jakob Fälling vandrer med sit staffeli og laver hver time en historiefortællende reportagetegning.

DELTAG: Deltagere er velkomne til at gå med. Tag dine egne tegneredskaber, en notesbog og en klapstol med. Jakob er let at finde: Det er ham med det store staffeli. Ellers ring 29131716.

Mere information om Jakobs vandring

Roskilde Bymidte og Sct. Hans forbindes af 10 kunstnere

Omdrejningspunktet her er landskabet og ruterne fra bymidten til området omkring det gamle Sct. Hans Hospital, som Roskilde Kommune har købt og er i gang med at udvikle til en ny bydel. Seks lokale partnere har sagt ja til at bakke op og 10 kunstnere skal til september levendegøre og udforske landskabet med vandringer og forestillinger. 

Følg med:

Mød kunstnerne online hver hele time, når de live-streamer deres vandringer på Facebook @Walking Landscapes.

Eller se mere på www.metropolis.dk om, hvordan og hvornår du kan vandre med kunstnerne i landskabet.